Retningslinjer i tilfælde af krænkende adfærd 

På Det Blå Gymnasium accepterer vi ikke krænkende adfærd, herunder krænkelser af seksuel karakter. Skolen søger gennem oplysning og dialog at forebygge (seksuelle) krænkelser eller grænseoverskridende adfærd.

Nedenstående retningslinjer beskriver, hvorledes vi opfatter og håndterer krænkende adfærd fra/mod elever eller ansatte.

Krænkelser kan være verbale, digitale, psykiske og fysiske, og de kan variere i grovhed. Hvis en elev oplever at blive udsat for krænkende adfærd, skal eleven normalt – afhængig af situationen og af krænkelsens grovhed – først forsøge at løse situationen selv ved at gøre krænkeren opmærksom på, at man oplever sig krænket.

Hvis dette ikke løser situationen – eller krænkelsen har en grovere karakter – skal eleven rette henvendelse til skolens personale. I praksis vil det oftest være klassens kontaktlærer, studievejleder eller uddannelsesleder, men det kan også være en anden person på skolen, som eleven har tillid til. Eventuelt kan en kammerat, forælder eller elevrådsrepræsentant el. lign. bistå med at rette henvendelse.

Henvendelser om krænkende adfærd håndteres således:

  • Sager om krænkende adfærd håndteres af skolens ledelse.
  • Ledelsen undersøger sagen og afdækker problemstillingen. Afhængig af situationens alvor kan krænkeren hjemsendes, mens sagen undersøges.
  • Alle parter inddrages – herunder eventuelle vidner. Alle involverede skal opleve, at deres version af hændelsesforløbet bliver hørt og taget alvorligt.
  • Alle involverede kan benytte sig af en bisidder.
  • Ledelsen laver en handleplan, så alle parter i sagen ved, hvordan sagen håndteres og følges op.
  • Den krænkede elev tilbydes eller henvises til den relevante hjælp, fx psykologhjælp. Krænkende adfærd kan have karakter af mobning eller chikane, og ovenstående retningslinjer skal derfor ses i sammenhæng med skolens anti-mobbestrategi.

 

Studieguide